Chistiania 4

Der har været mange charmeoffensiver og megen politisk - mere eller mindre løgnagtig - propaganda om ”Fristaden Christiania" igennem dens tilværelse.

Man undlod at fremvise de uhyggelige stinkende narkohuler i voldens bunkers, som til sidst blev muret til, og det københavnske Børne"værns" vanrøgt af børn i uhumske lokaler hos en narkohandler i Multimediahuset (jf. Rosendal-rapporten, som Børneforsorgens øverste ansvarlige: Ernst H. Larsen og Holger Horsten åbenbart vilde hemmeligholde for Folketinget!) eller den forrykte happening, som præsten Erik Bock opførte sammen med sin søster. Man undlod at omtale, hvordan man fra “Fredens Ark” hældte flere spande maling ned over nogle turistbusser, der kørte deres sædvanlige bytursrute gennem Bådsmandsstræde. Det førte til, at turistbustrafikken måtte lægges om efter politikers manipulering med fakta og sympatistøtte i Folketinget pro malings-aktionen.


Man fik godtroende Københavnere til at more sig over Solvognens julemandsshow med uddeling af “gaver” fra diskene i Magasin du Nord. Eller fik dem til at optræde som statister ved borgerlige valgmøder uden at de forstod deres egen rolle, at de blev manipulerede og faktisk kom til at optræde imod deres egen politiske fløj. ”Teaterarbejdernes” navne fortiedes dengang som nu, hvilket det antikommunistiske tidsskrift ”Aktion” fandt forkert, da de jo modtog støtte fra skatteborgerne gennem Kulturminister Niels Mathiassen. Så de publicerede navnene i AKTION 1977.


Det mest forargerlige ved Christiania var dog ikke det udflippede miljø, tyverivirksomhed og hælercentral, narkohandelen, narkovragene, de bortløbne pubertetsbørn hos Børnemagt og deres hærværk på Frihedsstøtten, , - men snarere ligegyldigheden og råddenskaben blandt de borgerlige politikere, der lod 68´erne hærge under socialdemokratiets fremme af det betændte miljø. 


Kommunistbegejstrede politikere kaldte Christiania et ”Socialt Experiment” (Eva Gredal, Niels Mathiassen, Kjeld Olesen, Ole Espersen, Lise Østergård m.fl.). For et syns skyld (og for det gamle ordsprog: Kommer tid, kommer Råd) startede man dog retssag mod besætterne. I 1976 (?)1978 (?) afgjorde Højesteret som sidste instans, at besættelsen var ulovlig, og at beboerne måtte rømme området, der hørte under Forsvarsministeriet. Skønt grundloven præciserer, at domstolene er uafhængige, blandede Folketinget sig: Højesteret havde talt, beboerne skulle rømme området, men….man havde ikke sagt HVORNÅR, så indtil videre kunne de blive....

Nu fortsatte et langvarigt tovtrækkeri om brugsret etc. med uendelige julelege,  som ikke var nemme at følge med i, men den 18. februar 2011 var man atter fremme hos Højesteret.

”Endelig!” skrev JyllandsPosten som overskrift på lederen 19. februar 2011.  Højesteret tilkendte Forsvarsministeriet retten til skiftingen Christiania


Sagen har varet ligeså länge som jødernes vandring i ørknen, - men den er vel så slut nu? Eller er den ikke?
Hvad experimentet gik ud på, ved ingen. Gjaldt det statistik over, hvor mange der blev narkomaner, hvorlang tid de levede og hvordan? Men penge har det kostet. Og Eva Gredal kunde ikke gøre rede for de mange millioner, hun formøblede, men pyt, så slap hun for det.
Christiania var med sine udflippede beboere ”gefundenes Fressen” for Mentalhygiejnen. En gruppe på 26 psykiatere bakkede politisk op om Christiania. Det var levebrød for Mentalhygiejnen, som var et slags fagligt kartel for psykiatere, psykologer og socialrådgivere, og deres resultater efter sigende formidable.  Karakteristisk var “behandligsrejsen” til Ægypten: 19 narkomaner sendtes med “oppassere” tre måneder til Ægypten med det mål at indskrænke deres hashforbrug til ”personligt brug + lidt hash til venner og bekendte”. Naturligvis en fuser! Den lovede redegørelse for projektet i Ugeskrift for Læger kom aldrig.

Undskyld mig vedstående smukke billede.
Det er en tryksag fra Christianias 
Regnbueudstilling på Charlottenborg.


Den blev gennemført med støtte fra 
kulturminister Niels Matthiasen i form af
en garantisum på 25.000 kr. fra skatteborgernes
lommer.
Tænk, hvad vi kunde være gået glip af!

Christiania 3 (fortsat fra forrige indlæg)

ed opbakning i massemedierne indkaldte man året efter til en ”høring” i Den grå Hal på Christiania den 28. oktober 1979. Hallen var stuvende fuld, altså sikkert o. 2000 mennesker (?), der masede og trængtes, en blanding af udflippede hashrygere, socialsektorens mange ansatte samt mere velbjergede intellektuelle, der havde købt sig til fattigdommens udvaskede, forslidte cowboybukser og blålilla klude for at give indstryk af, at de hørte til på den fløj.

En udstilling illustrerede narkoverdenen, og selve indgangsdøren dertil var – talende nok – formet som en ligkiste, stillet på højkanten og uden bund. Her så man ”Dødens Købmænd”, der samvittighedsløst solgte stoffer i kriminelt pengebegær (men ikke et ord om, at sælgerne accepteredes i de statsstøttede narkobehandlingscentre!). Man så narkohulen og kirkegården i dæmpet lys og længere fremme en fotomontage, der afslørede det usympatiske politi på jagt efter narkohajer, mens et andet afsnit af udstillingen belærte om, hvordan man kunne dyrke hash til sin chillum….!

”STØT FRI HASH” stod der på skiltet bag talerstolen. Var man ikke enig, fik man ikke adgang til talerstolen. Her var alle hashforkæmperne fra Ebbe Reich til Peter Ege, Mogens Jacobsen, den norske Nils Christie m.fl. og her oprettede de ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer”. Formålet var klart nok: man ville narre befolkningen: ved at gå imod såkaldt hård narko, skulde man godtage hashen som et første skridt mod legalisering.

Minsandten om ikke selveste bevillingspolitiet gik i gyngen kort tid efter! De modtog en ansøgning om tilladelse til en gadekampagne. Lød det ikke godt – ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer”? Åbenbart kontaktede bevillingspolitiet hverken narkopoliti eller uropatrulje. Ej heller undersøgte de, om der overhovedet fandtes en forening med det angivne navn, for ellers havde de kunnet konstatere, at ”Folkebevægelsen for human Narkobehandling” netop havde indgivet en politianmeldelse (8.11.79) imod det på Christiania valgte navn, der gik dem for nær og kunne misforstås ude i befolkningen. Hashforkæmperne fik tilladelse til landsindsamling i forbindelse med plancheudstilling i decembers julehjertetid, og gennem deres kontakter fik de TV-reklame for foretagendet den 15. december 1979.
I København stod de med plancher og indsamlingsbøsser på Nytorv, hvor de slog plat på folks godtroenhed. En af fortalerne hævdede bl.a., at hash ikke var forbudt og ikke var et narkotikum. Det stod i loven, sagde han, uden dog at kunne angive nogen paragraf.
”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer” tog kegler på navnet: de fik del i tipsmidlerne, bidrag fra den røde skibsreder Lauritzen og Mentalhygiejnens Augustinusfond m.m., mens brugbar-naive mennesker støttede dette Christianiaforetagende, da de sommeren 1981 sejlede fra havn til havn for at tigge penge. Hvordan skulle godtfolk kunne tro andet end det bedste, når Berlingeren, der endnu stod for de fleste – der ikke kendte BT-gruppen og typografkrigen bag kulisserne – som en solid konservativ avis, bragte en stor artikel til deres hyldest, og når selve ”Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål” hoppede på limpinden og gav et pænt beløb til ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer” i marts 1981?

En fortvivlet forælder skrev til dronning Ingrid om denne kongelige vildfarelse.

Christiania 2

I 1978 prøvede man igen, men med en anden strategi. Både fjernsyn og radio reklamerede for dyrkning af cannabis sommeren 1978 (program af Leif Davidsen). Journalist og Christiania-fan Jan Michaelsen skrev 7.7.78 i Ekstrabladet hvor forskrækkeligt dyrt stof var for narkomaner. Artiklen var rimeligvis en optakt til dagen derpå. En anonym løbeseddel opfordrede nemlig alle interesserede til at møde op foran Christiansborg, lørdag den 8. juli for at fremsætte deres krav om fri hash til regeringen. Derefter skulle man ude på Christiania danne foreningen ”Støt fri hash”.

Et par hundrede hashforrøgne og udflippede ofre med hunde, børn, øller, hashpiber (chillums) og et hashblad i knaphullet samledes omkring Frederiks den Syvendes statue, som i dagens anledning også havde fået hashløv i hånden.
Ebbe Reich holdt hovedtalen med krav om fri hash. Han var foregangsmand for udbredelsen af hash i Danmark for via en revolution at nå frem til det eftertragtede røde samfund, som han og Henning Prins Kløvedal drømte om i deres ”Langelandsmanifest”, udgivet og bakket op af Mentalhygiejnen. Talen fejredes med en slagsang af Lone Kellerman og citater fra den hashpositive psykiater Mogens Jacobsen.

Fra Slotspladsen drog flokken ud til Den grå Hal på Christiania, hvor et halvt hundrede udflippede mennesker med chillum holdt, hvad de kaldte ”generalforsamling”, thi en forening med formand, sekretær, kasserer og regnskab ville lyde af noget og blive godtaget af befolkningen, sagde de. Formålet var at sprede kendskab til cannabisdyrkning og hashrygning, få rimelige lave priser på hash og hjælpe folk, der sad i fængsel i de lande, der idømte hårde straffe som f.eks. Marokko, Afghanistan og Pakistan. Alle kunne være med i foreningen for kr. 25.-.Løbesedler fremhævede den gode koreanske hash, og et skilt fortalte: ”Der skal to til en fed chillum – dig og din forhandler”.

Foto øverst t.v. : Ebbe Reich Kløvedal


Foto t.h.: Henning Prins Kløvedal


Navnet Kløvedal angiver ikke et slægtsskab,
men en ideologisk samhørighed. De to skrev
"Langelandsmanifestet" - et forslag til et
marxistisk samfundssystem. Det bakkedes op 
af Landsforeningen for Mentalhygiejne, som 
udsendte det som medlemsblad, rettet imod
EU-afstemningen 1972.

Christiania 1

Her følger nogle indlæg om Christiania og hash over et par gange

Bådsmandsstrædes Kaserne på Christianshavn blev rømmet af militæret 1971 og kort efter erobret af 68´ere, der vidste, at samfundet netop da var optaget af et forestående folketingsvalg og næppe vilde blande sig i deres revolutionsdrømmerier. Primus motor var journalist Jacob Ludvigsen, der udgav undergrundsbladet ”Hovedbladet”, der kappedes med Jens Jørgen Thorsen om tegninger af Jesu sexuelle udskejelser. Ludvigsen uddelte gratis hash på Strøget, og satte dermed fart i handelen, så den snart blomstrede på Christiania. At nogle gik videre end det, følte Jacob Ludvigsen og meningsfæller næppe noget ansvar for…






Hash blev livsstilen på Christiania. På verdensplan var det et våben. Hashhandlen gav enorme indtægter til de kommunistiske landes politiske kamp, og sideløbende extra gevinst når en del af vestens udflippede ”blomsterbørn” droppede ud af systemet - til skade for samfundet. Det gjaldt ikke mindst pubertetsbørn, der endnu ikke havde fået fast fodfæste og var lette at lokke.
Under den kolde krigs Sovjetpropaganda gled socialdemokratiet langt ud mod venstre, og i deres  ”Trivselsprojekt” fra 1969 fandt børn og unge opbakning for deres revolutionstanker og modstand mod forældregenerationen. Partiet foreslog bl.a:

”Forældremyndighedens begrænsning.
Børnenes økonomiske uafhængighed af forældre.
Nedsættelse af den personlige myndighedsalder til 15 år.
Fra 15 år en fast minimumsløn svarende til folkepensionen.
Etablering af ungdomspensioner, som børn og unge kunde vælge i stedet for familien…”

Pubertetsbørn, der - med eller uden opfordring - fra den forældrefjendske organisation BRIS, løb hjemmefra, blev måske hentet hjem fra Christiania af politiet, men dagen efter kunde de igen stå derude...  ”Børnemagt” var mere spændende end at lege røvere og soldater. Det var praktisk skoling i kommunistisk klassekamp.
.

Lige fra det øjeblik, da visse såkaldte kulturpersoner havde røget hash hos kulturminister Helveg Petersen, havde man – med støtte fra højtansatte embedsmænd og ministre – arbejdet på at få hashen legaliseret.
Påvirket af kommunismen forsøgte socialdemokratiet allerede i 1972 et fremstød for ”fri hash”. Hash var ikke andet end som folks frokostbajer, sagde de. De gjorde en indsats, Bernhard Tastesen, Ole Espersen, Eggert Petersen med sin trivselssnak, og Knud Heinesen og Tove Nielsens ansatte hashpositive narkokonsulenter, skønt det ikke skortede på mange reelle og velkvalificerede ansøgere. Tove Nielsen (fra partiet Venstre!) genvalgte den hashglade Tine Bryld (skønt hun ikke var uvidende om Tines indsats. Var det en studehandel?).

Omskærelse er en urgammel foreteelse

Omskæring af drengebørn er en urgammel foreteelse, som påbydes både i biblen og i koranen. Jøderne er indirekte skyld i, at denne barbariske religiøse skik (ligesom også deres slagtningsmetode) har kunnet udføres af muhammedanere i vor moderne vestlige verden. Havde myndighederne for længe siden tilladt omskæring hos jøder, så kunde man ikke godt nægte det hos muselmændene, mente vore eftergivende politikere. Der er dog stor forskel på udførelsen i de to religioner. Hos jøderne skal den foregå en uge efter fødslen. sådan som vi hører om det i forbindelse med Jesu omskæring, men sådan bestemt tidsangivelse findes der ikke i islam. Dèr er drengene gerne 3-4 år gamle, men også ældre. Det hænder naturligvis, at operationen mislykkes, og drengen dør.

Nu har en landsret i Køln så afsagt en dom, der giver genlyd ud over Europa og verden:
det er lemlæstelse! Slet og ret! Vent og lad drengen selv bestemme, når han bliver voksen.

Operationen kan mislykkes
og drengen dø.






Drengeomskærelse er en ting. Pigeomskærelse er langt langt værre, og det er - (omend uhyre langsomt) -  ved at gå op for både mænd og kvinder, hvilke livslange smerter og pinsler, man påfører kvinderne i de islamiske lande.