DerharvÃĶretmangecharmeoffensiverogmegenpolitisk-mereellermindrelÃļgnagtig-propagandaom
”Fristaden Christiania" igennem dens tilvÃĶrelse. Manundlodatfremvisedeuhyggeligestinkendenarkohulerivoldensbunkers, som til sidst blev muret til, og det kÃļbenhavnske BÃļrne"vÃĶrns"vanrÃļgtafbÃļrniuhumskelokalerhosennarkohandleriMultimediahuset(jf.Rosendal-rapporten, som BÃļrneforsorgens Ãļverste ansvarlige: Ernst H. Larsen og Holger Horsten ÃĨbenbart vilde hemmeligholde for Folketinget!)ellerdenforryktehappening,somprÃĶstenErikBockopfÃļrtesammenmedsinsÃļster.Manundlodatomtale,hvordanmanfra
“FredensArk”
hÃĶldteflerespandemalingnedovernogleturistbusser,derkÃļrtederessÃĶdvanligebytursrutegennemBÃĨdsmandsstrÃĶde.DetfÃļrtetil,atturistbustrafikkenmÃĨttelÃĶggesomefter politikers manipuleringmedfaktaogsympatistÃļtte iFolketingetpromalings-aktionen.
DetmestforargerligevedChristianiavar dogikkedetudflippedemiljÃļ, tyverivirksomhedoghÃĶlercentral, narkohandelen,narkovragene,debortlÃļbnepubertetsbÃļrnhosBÃļrnemagt og dereshÃĶrvÃĶrkpÃĨFrihedsstÃļtten,,-mensnarereligegyldighedenogrÃĨddenskabenblandtdeborgerligepolitikere,derlod68´ernehÃĶrge undersocialdemokratietsfremmeafdetbetÃĶndtemiljÃļ.
Kommunistbegejstrede politikere kaldte Christiania et ”Socialt Experiment” (Eva Gredal, Niels Mathiassen, Kjeld Olesen, Ole Espersen, Lise ÃstergÃĨrd m.fl.). For et syns skyld (og for det gamle ordsprog: Kommer tid, kommer RÃĨd) startede man dog retssag mod besÃĶtterne. I 1976 (?)1978 (?) afgjorde HÃļjesteret som sidste instans, at besÃĶttelsen var ulovlig, og at beboerne mÃĨtte rÃļmme omrÃĨdet, der hÃļrte under Forsvarsministeriet. SkÃļnt grundloven prÃĶciserer, at domstolene er uafhÃĶngige, blandede Folketinget sig: HÃļjesteret havde talt, beboerne skulle rÃļmme omrÃĨdet, men….man havde ikke sagt HVORNÃ R, sÃĨ indtil videre kunne de blive....
Nu fortsatte et langvarigt tovtrÃĶkkeri om brugsret etc. med uendelige julelege, som ikke var nemme at fÃļlge med i, men den 18. februar 2011 var man atter fremme hos HÃļjesteret.
”Endelig!” skrev JyllandsPosten som overskrift pÃĨ lederen 19. februar 2011. HÃļjesteret tilkendte Forsvarsministeriet retten til skiftingen Christiania
Sagen har varet ligesÃĨ lÃĪnge som jÃļdernes vandring i Ãļrknen, - men den er vel sÃĨ slut nu? Eller er den ikke? Hvad experimentet gik ud pÃĨ, ved ingen. Gjaldt det statistik over, hvor mange der blev narkomaner, hvorlang tid de levede og hvordan? Men penge har det kostet. Og Eva Gredal kunde ikke gÃļre rede for de mange millioner, hun formÃļblede, men pyt, sÃĨ slap hun for det. Christiania var med sine udflippede beboere ”gefundenes Fressen” for Mentalhygiejnen. En gruppe pÃĨ 26 psykiatere bakkede politisk op om Christiania. Det var levebrÃļd for Mentalhygiejnen, som var et slags fagligt kartel for psykiatere, psykologer og socialrÃĨdgivere, og deres resultater efter sigende formidable. Karakteristisk var “behandligsrejsen” til Ãgypten: 19 narkomaner sendtes med “oppassere” tre mÃĨneder til Ãgypten med det mÃĨl at indskrÃĶnke deres hashforbrug til ”personligt brug + lidt hash til venner og bekendte”. Naturligvis en fuser! Den lovede redegÃļrelse for projektet i Ugeskrift for LÃĶger kom aldrig.
Undskyld mig vedstÃĨende smukke billede. Det er en tryksag fra Christianias Regnbueudstilling pÃĨ Charlottenborg.
Den blev gennemfÃļrt med stÃļtte fra kulturminister Niels Matthiasen i form af en garantisum pÃĨ 25.000 kr. fra skatteborgernes lommer. TÃĶnk, hvad vi kunde vÃĶre gÃĨet glip af!
ed opbakning i massemedierne indkaldte man ÃĨret efter til en ”hÃļring” i Den grÃĨ Hal pÃĨ Christiania den 28. oktober 1979. Hallen var stuvende fuld, altsÃĨ sikkert o. 2000 mennesker (?), der masede og trÃĶngtes, en blanding af udflippede hashrygere, socialsektorens mange ansatte samt mere velbjergede intellektuelle, der havde kÃļbt sig til fattigdommens udvaskede, forslidte cowboybukser og blÃĨlilla klude for at give indstryk af, at de hÃļrte til pÃĨ den flÃļj.
En udstilling illustrerede narkoverdenen, og selve indgangsdÃļren dertil var – talende nok – formet som en ligkiste, stillet pÃĨ hÃļjkanten og uden bund. Her sÃĨ man ”DÃļdens KÃļbmÃĶnd”, der samvittighedslÃļst solgte stoffer i kriminelt pengebegÃĶr (men ikke et ord om, at sÃĶlgerne accepteredes i de statsstÃļttede narkobehandlingscentre!). Man sÃĨ narkohulen og kirkegÃĨrden i dÃĶmpet lys og lÃĶngere fremme en fotomontage, der afslÃļrede det usympatiske politi pÃĨ jagt efter narkohajer, mens et andet afsnit af udstillingen belÃĶrte om, hvordan man kunne dyrke hash til sin chillum….!
”STÃT FRI HASH” stod der pÃĨ skiltet bag talerstolen. Var man ikke enig, fik man ikke adgang til talerstolen. Her var alle hashforkÃĶmperne fra Ebbe Reich til Peter Ege, Mogens Jacobsen, den norske Nils Christie m.fl. og her oprettede de ”FolkebevÃĶgelsen mod hÃĨrde Stoffer”. FormÃĨlet var klart nok: man ville narre befolkningen: ved at gÃĨ imod sÃĨkaldt hÃĨrd narko, skulde man godtage hashen som et fÃļrste skridt mod legalisering.
Minsandten om ikke selveste bevillingspolitiet gik i gyngen kort tid efter! De modtog en ansÃļgning om tilladelse til en gadekampagne. LÃļd det ikke godt – ”FolkebevÃĶgelsen mod hÃĨrde Stoffer”? Ã benbart kontaktede bevillingspolitiet hverken narkopoliti eller uropatrulje. Ej heller undersÃļgte de, om der overhovedet fandtes en forening med det angivne navn, for ellers havde de kunnet konstatere, at ”FolkebevÃĶgelsen for human Narkobehandling” netop havde indgivet en politianmeldelse (8.11.79) imod det pÃĨ Christiania valgte navn, der gik dem for nÃĶr og kunne misforstÃĨs ude i befolkningen. HashforkÃĶmperne fik tilladelse til landsindsamling i forbindelse med plancheudstilling i decembers julehjertetid, og gennem deres kontakter fik de TV-reklame for foretagendet den 15. december 1979. I KÃļbenhavn stod de med plancher og indsamlingsbÃļsser pÃĨ Nytorv, hvor de slog plat pÃĨ folks godtroenhed. En af fortalerne hÃĶvdede bl.a., at hash ikke var forbudt og ikke var et narkotikum. Det stod i loven, sagde han, uden dog at kunne angive nogen paragraf. ”FolkebevÃĶgelsen mod hÃĨrde Stoffer” tog kegler pÃĨ navnet: de fik del i tipsmidlerne, bidrag fra den rÃļde skibsreder Lauritzen og Mentalhygiejnens Augustinusfond m.m., mens brugbar-naive mennesker stÃļttede dette Christianiaforetagende, da de sommeren 1981 sejlede fra havn til havn for at tigge penge. Hvordan skulle godtfolk kunne tro andet end det bedste, nÃĨr Berlingeren, der endnu stod for de fleste – der ikke kendte BT-gruppen og typografkrigen bag kulisserne – som en solid konservativ avis, bragte en stor artikel til deres hyldest, og nÃĨr selve ”Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitÃĶre og kulturelle FormÃĨl” hoppede pÃĨ limpinden og gav et pÃĶnt belÃļb til ”FolkebevÃĶgelsen mod hÃĨrde Stoffer” i marts 1981?
En fortvivlet forÃĶlder skrev til dronning Ingrid om denne kongelige vildfarelse.
I 1978 prÃļvede man igen, men med en anden strategi. BÃĨde fjernsyn og radio reklamerede for dyrkning af cannabis sommeren 1978 (program af Leif Davidsen). Journalist og Christiania-fan Jan Michaelsen skrev 7.7.78 i Ekstrabladet hvor forskrÃĶkkeligt dyrt stof var for narkomaner. Artiklen var rimeligvis en optakt til dagen derpÃĨ. En anonym lÃļbeseddel opfordrede nemlig alle interesserede til at mÃļde op foran Christiansborg, lÃļrdag den 8. juli for at fremsÃĶtte deres krav om fri hash til regeringen. Derefter skulle man ude pÃĨ Christiania danne foreningen ”StÃļt fri hash”.
Et par hundrede hashforrÃļgne og udflippede ofre med hunde, bÃļrn, Ãļller, hashpiber (chillums) og et hashblad i knaphullet samledes omkring Frederiks den Syvendes statue, som i dagens anledning ogsÃĨ havde fÃĨet hashlÃļv i hÃĨnden. Ebbe Reich holdt hovedtalen med krav om fri hash. Han var foregangsmand for udbredelsen af hash i Danmark for via en revolution at nÃĨ frem til det eftertragtede rÃļde samfund, som han og Henning Prins KlÃļvedal drÃļmte om i deres ”Langelandsmanifest”, udgivet og bakket op af Mentalhygiejnen. Talen fejredes med en slagsang af Lone Kellerman og citater fra den hashpositive psykiater Mogens Jacobsen.
Fra Slotspladsen drog flokken ud til Den grÃĨ Hal pÃĨ Christiania, hvor et halvt hundrede udflippede mennesker med chillum holdt, hvad de kaldte ”generalforsamling”, thi en forening med formand, sekretÃĶr, kasserer og regnskab ville lyde af noget og blive godtaget af befolkningen, sagde de. FormÃĨlet var at sprede kendskab til cannabisdyrkning og hashrygning, fÃĨ rimelige lave priser pÃĨ hash og hjÃĶlpe folk, der sad i fÃĶngsel i de lande, der idÃļmte hÃĨrde straffe som f.eks. Marokko, Afghanistan og Pakistan. Alle kunne vÃĶre med i foreningen for kr. 25.-.LÃļbesedler fremhÃĶvede den gode koreanske hash, og et skilt fortalte: ”Der skal to til en fed chillum – dig og din forhandler”.
Foto Ãļverst t.v. : Ebbe Reich KlÃļvedal
Foto t.h.: Henning Prins KlÃļvedal
Navnet KlÃļvedal angiver ikke et slÃĶgtsskab, men en ideologisk samhÃļrighed. De to skrev "Langelandsmanifestet" - et forslag til et marxistisk samfundssystem. Det bakkedes op af Landsforeningen for Mentalhygiejne, som udsendte det som medlemsblad, rettet imod EU-afstemningen 1972.
Her fÃļlger nogle indlÃĶg om Christiania og hash over et par gange
BÃĨdsmandsstrÃĶdes Kaserne pÃĨ Christianshavn blev rÃļmmet af militÃĶret 1971 og kort efter erobret af 68´ere, der vidste, at samfundet netop da var optaget af et forestÃĨende folketingsvalg og nÃĶppe vilde blande sig i deres revolutionsdrÃļmmerier. Primus motor var journalist Jacob Ludvigsen, der udgav undergrundsbladet ”Hovedbladet”, der kappedes med Jens JÃļrgen Thorsen om tegninger af Jesu sexuelle udskejelser. Ludvigsen uddelte gratis hash pÃĨ StrÃļget, og satte dermed fart i handelen, sÃĨ den snart blomstrede pÃĨ Christiania. At nogle gik videre end det, fÃļlte Jacob Ludvigsen og meningsfÃĶller nÃĶppe noget ansvar for…
Hash blev livsstilen pÃĨ Christiania. PÃĨ verdensplan var det et vÃĨben. Hashhandlen gav enorme indtÃĶgter til de kommunistiske landes politiske kamp, og sidelÃļbende extra gevinst nÃĨr en del af vestens udflippede ”blomsterbÃļrn” droppede ud af systemet - til skade for samfundet. Det gjaldt ikke mindst pubertetsbÃļrn, der endnu ikke havde fÃĨet fast fodfÃĶste og var lette at lokke. Under den kolde krigs Sovjetpropaganda gled socialdemokratiet langt ud mod venstre, og i deres ”Trivselsprojekt” fra 1969 fandt bÃļrn og unge opbakning for deres revolutionstanker og modstand mod forÃĶldregenerationen. Partiet foreslog bl.a:
”ForÃĶldremyndighedens begrÃĶnsning. BÃļrnenes Ãļkonomiske uafhÃĶngighed af forÃĶldre. NedsÃĶttelse af den personlige myndighedsalder til 15 ÃĨr. Fra 15 ÃĨr en fast minimumslÃļn svarende til folkepensionen. Etablering af ungdomspensioner, som bÃļrn og unge kunde vÃĶlge i stedet for familien…”
PubertetsbÃļrn, der - med eller uden opfordring - fra den forÃĶldrefjendske organisation BRIS, lÃļb hjemmefra, blev mÃĨske hentet hjem fra Christiania af politiet, men dagen efter kunde de igen stÃĨ derude... ”BÃļrnemagt” var mere spÃĶndende end at lege rÃļvere og soldater. Det var praktisk skoling i kommunistisk klassekamp. .
Lige fra det Ãļjeblik, da visse sÃĨkaldte kulturpersoner havde rÃļget hash hos kulturminister Helveg Petersen, havde man – med stÃļtte fra hÃļjtansatte embedsmÃĶnd og ministre – arbejdet pÃĨ at fÃĨ hashen legaliseret. PÃĨvirket af kommunismen forsÃļgte socialdemokratiet allerede i 1972 et fremstÃļd for ”fri hash”. Hash var ikke andet end som folks frokostbajer, sagde de. De gjorde en indsats, Bernhard Tastesen, Ole Espersen, Eggert Petersen med sin trivselssnak, og Knud Heinesen og Tove Nielsens ansatte hashpositive narkokonsulenter, skÃļnt det ikke skortede pÃĨ mange reelle og velkvalificerede ansÃļgere. Tove Nielsen (fra partiet Venstre!) genvalgte den hashglade Tine Bryld (skÃļnt hun ikke var uvidende om Tines indsats. Var det en studehandel?).
OmskÃĶring af drengebÃļrn er en urgammel foreteelse, som pÃĨbydes bÃĨde i biblen og i koranen. JÃļderne er indirekte skyld i, at denne barbariske religiÃļse skik (ligesom ogsÃĨ deres slagtningsmetode) har kunnet udfÃļres af muhammedanere i vor moderne vestlige verden. Havde myndighederne for lÃĶnge siden tilladt omskÃĶring hos jÃļder, sÃĨ kunde man ikke godt nÃĶgte det hos muselmÃĶndene, mente vore eftergivende politikere. Der er dog stor forskel pÃĨ udfÃļrelsen i de to religioner. Hos jÃļderne skal den foregÃĨ en uge efter fÃļdslen. sÃĨdan som vi hÃļrer om det i forbindelse med Jesu omskÃĶring, men sÃĨdan bestemt tidsangivelse findes der ikke i islam. DÃĻr er drengene gerne 3-4 ÃĨr gamle, men ogsÃĨ ÃĶldre. Det hÃĶnder naturligvis, at operationen mislykkes, og drengen dÃļr.
Nu har en landsret i KÃļln sÃĨ afsagt en dom, der giver genlyd ud over Europa og verden: det er lemlÃĶstelse! Slet og ret! Vent og lad drengen selv bestemme, nÃĨr han bliver voksen.
Operationen kan mislykkes og drengen dÃļ.
DrengeomskÃĶrelse er en ting. PigeomskÃĶrelse er langt langt vÃĶrre, og det er - (omend uhyre langsomt) - ved at gÃĨ op for bÃĨde mÃĶnd og kvinder, hvilke livslange smerter og pinsler, man pÃĨfÃļrer kvinderne i de islamiske lande.