fællesskab

Fællesskab betegner for Tönnies dybere indre bånd mellem mennesker af typen slægt og familiebånd, naboskab, sædvane, venskab, tilhørsforhold til stedet, huset, landsbyen, købstaden, gaden, religion, sogn og kirkeligt fællesskab, folket, det velkendte, som man er indlevet i. Følelser, samvittighed, personlig og kollektiv kultivering, livsform, erindring og historisk bevidsthed er grundlag for handlinger i gode fællesskaber. Mål og midler kan ikke adskilles.

Til forskel herfra står selskab/samfund for interessebaserede relationer, udveksling på markeder, embedsroller i formelle hierarkier, relationer ansat – arbejdsgiver, økonomiske klasser, alle mulige økonomiske sammenslutninger og interesseorganisationer, politiske partier ol. Formålsrationaliteten styrer handlingerne, mål og midler tænkes adskilt, og effektiviteten, hvad der afhængigt af situationen tjener formålet bedst, afgør valg af midler. På fællesskabernes bekostning om nødvendigt.

Her er der tale om normaltyper, som Tönnies kaldte det. De forekommer ikke rendyrket, men som mere eller mindre blandede eller rene typer. De repræsenterer også i nogen grad en historisk udvikling i den store historiske omstilling fra traditionelle landbrugssamfund til moderne industrisamfund, som sociologiens klassikere var meget optaget af.

Tönnies så med pessimisme på tendenserne. Fællesskaberne fortrænges, og han frygtede, at det kunne føre til fragmentering, social disintegration, individualisme og skærpede konflikter. I sin søgning efter moderne institutioner og samværsformer, der eventuelt kunne føre til nye former for fællesskaber, så Tönnies kun få muligheder. Det var fx indenfor arbejderklassens fællesskaber i fabrikker, fagforeninger, kooperativer, kolonihaver og lignende.

En fællesskabsrelation er i Webers skema enhver relation, der kan hvile på et emotionelt eller traditionelt grundlag: et åndeligt broderskab, en erotisk forbindelse, et venerationsforhold (baseret på æresfølelse og respekt), familiefællesskab, en kirke, en sekt, et nationalt fællesskab, fædreland og patriotisme.

En selskabs-/samfundsrelation er her overfor:

1. de strengt formålsrationelle, frit aftalte relationer baseret på komplementære interesser (fx sælger–køber)
2. den frit aftalte forening for at varetage medlemmernes saglige interesser (fx økonomiske eller politiske)
3. den værdirationelle forening af ligesindede for at varetage ideelle interesser, fx humanitære.

Både interesser og værdier kan ifølge Weber danne grundlag for konflikter og kampe.

Nationale fællesskaber er et særligt eksempel på fællesskaber, fordi det har spillet og stadig spiller en vigtig politisk rolle i statsbyggeri, integration, internationale relationer og konflikter, krige og grænsestridigheder. Det er en form for fællesskaber, hvor folk ikke direkte kender hinanden, men alligevel forestiller sig en samhørighed og fælles identitet. Historikeren Benedict Anderson omtales som regel som den, der indførte betegnelsen forestillede fællesskaber i bogen fra 1983 Imagined Communities (udgivet på dansk som Forestillede fællesskaber, 2001).

En nation forudsætter en form for samhørighedsfølelse. En fælles stat og respekt for loven og myndigheder er ikke tilstrækkeligt til at danne et nationalt fællesskab, heller ikke fælles sprog. Ofte vil samhørighed bygge på forestillinger om fælles afstamning, en fælles historie og en deraf afledt forestilling om et skæbnefællesskab, der er underbygget med erindringskultur, symboler, mindesmærker, mærkedage, ceremonier mv. Det kan også være underbygget af bevidsthed om synlige fælles kropslige og biologiske kendetegn, med en ilde klingende glose: race, men behøver ikke at være det.

Fælles territorium vil være en forudsætning. Ifølge Weber udgør en større gruppe af mennesker med samhørighedsfølelse, men som er spredt geografisk ud i en diaspora, et folk; det er ikke en nation. Det er fx tilfældet med det jødiske folk.

Også her er der tale om ”rene typer” (såkaldte idealtyper), der optræder overlappende og i blandingsformer. Weber havde ligesom Tönnies et ret pessimistisk syn på udviklingstendenser i moderne samfund frem mod formålrationalitetens ”jernbur” med meningstab og frihedstab til følge.

En modpol til både Tönnies og Weber var i så henseende den franske sociolog Émile Durkheim, der så muligheder for fremvækst af en ny form for solidaritet, den organiske, og en tilsvarende ny form for fælles kollektiv bevidsthed.

Eksempelvis medtager undersøgelser af befolkningens velfærd typisk tilknytning til fællesskaber som en velfærdskomponent. Man betragter uønsket ensomhed og isolation, fx mangel på kontakt med familie og venner, som afsavn og velfærdstab for de individer, der udsættes for det.

I Danmark har Socialforskningsinstituttet og senere VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd med nogle års mellemrum gennemført undersøgelser af tilstanden i befolkningen med hensyn til inklusion og eksklusion af fællesskaber samt hvilke faktorer, der kan skabe risiko for eksklusion.

På det samfundsmæssige makroplan har en udbredt sociologisk angrebsmåde været at søge efter fællesskabers funktioner i forhold til hele samfundets reproduktion og opretholdelse. Hovedskikkelsen indenfor strukturfunktionalismen, Talcott Parsons, taler om et "samfundsmæssigt fællesskab” (societal community) som et delsystem, der varetager et funktionelt imperativ; altså funktioner, der nødvendigvis må varetages, hvis samfundet skal bestå, nemlig integration.

Især i USA udviklede man fra 1920’erne indenfor bysociologien en tradition for community studies, der undersøgte, hvordan fællesskaber kunne udvikles i de nye byer, der var opstået med indvandring og kulturelt sammensatte befolkninger.

Men forskningen førte også til stigende opmærksomhed mod negative aspekter i form af eksklusionsmekanismer og konflikter.

Der er udbredt enighed om, at især de traditionsbaserede fællesskaber, som klassikerne beskrev, er svækket med alle de ændringer, der er fulgt med modernitet, skift fra landbrugssamfund til industrisamfund og videre til servicesamfund, videnssamfund og risikosamfund. Urbanisering, den øgede geografiske mobilitet og migration har svækket tilhørsforhold til sted og lokalsamfund. Stat og marked har overtaget en del af de funktioner, som før blev varetaget af familie, nabolag, lokalsamfund og religiøse trosfællesskaber.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa har fremhævet presset mod accelleration, tempoforøgelse, som en dominerende tendens i moderniteten, med deraf følgende krav om omstilling, præstationspres, hyppige jobskift og geografisk mobilitet. Det svækker sociale bånd i lokalsamfund, på arbejdspladser og i fritid med risiko for isolation og fragmentering. Som mulig modvægt til dette undersøgte Hartmut Rosa resonans, en type af relation i samklang til verden, herunder til andre mennesker, som Rosa peger på som en potentiel mulighed.