Heilongjiang

Heilongjiang var beboet af jægerfolk og rensdyrnomader, bl.a. manchu, der regerede Kina i Qingdynastiet (1644-1911). Deres modvilje mod opdyrkning af jagtmarkerne kan have forsinket den kinesiske kolonisering. I begyndelsen af 1900-t. lagde jernbaner grunden til udvikling af både landbrug og minedrift. Landbruget er præget af større bedrifter end i det øvrige Kina, og provinsen er nettoeksportør af fødevarer.

Heilongjiang var en del af det japansk besatte Manchuriet (1932-45) og fungerede som en vigtig råvarebasis for den japanske imperialisme. Efter 2. Verdenskrig udviklede provinsen sig til et af Kinas vigtigste områder for både fødevare- og sværindustri. Symbolet for det kommunistiske Kinas industriudvikling, oliefeltet Daqing, blev i 1960'erne landets største og bidrog til en opblomstring af den petrokemiske industri. Omstillingen af store statsvirksomheder til markedsøkonomi har senere hæmmet den økonomiske udvikling, men siden 1990'erne har samhandelen med Rusland igen været stigende og bidrager, ligesom investeringer fra Japan og Sydkorea, til at placere Heilongjiang mere centralt i den økonomiske udvikling i Nordøstasien. Vedrørende den japanske besættelse, se Manchuriet.