Grimms eventyr

Inspireret af Achim von Arnims og Clemens Brentanos indsamling af folkeviser, begyndte brødrene Grimm i 1806 at indsamle traditionelt sagnstof (både eventyr og sagn), fra 1807 også fra mundtlige kilder. Brødrene Grimms eventyr omfatter bland andet:

• Hans og Grete
• Askepot
• Klokkeblomst (Rapunzel)
• Tornerose
• Rødhætte
• Snehvide
• Rumleskaft
• Mor Hulda
• Fiskeren og hans kone
• Den tapre lille skrædder
• Tommeliden

Kinder- und Hausmärchen har en særlig produktionshistorie, stilistiske særpræg og udbredelse samt forfatternes nationalromantiske syn på folkedigtningen fortrængt kendskab til ægte fortælletradition før ca. 1850 i de fleste europæiske lande.

Til trods for titlen sigtede Kinder- und Hausmärchen oprindelig på et voksent publikum, og bogens udgivelse har været et led i både den ideologiske kamp for fædrelandet og den spirende nationalisme og i den videnskabelige debat om Europas kulturhistorie.

Grimms eventyrsamling skulle illustrere både den af Johann Gottfried von Herder inspirerede idé om en nations særprægede ånd og kultur og romantikkens teori om folkets naturpoesi i modsætning til den lærde kunstpoesi.

I overensstemmelse med sit kulturpolitiske formål understregede Jacob Grimm i sit forord til første udgave eventyrsamlingens ægte folkelige og ægte tyske karakter samt udgivernes næsten ordrette gengivelse af deres mundtlige kilder. Specielt beskrev han "eventyrkællingen" Dorothea Viehmann som en ægte almuetraditionsbærer fra Kassels omegn. Denne stadig udbredte myte om Grimm-brødrenes indsamlingsarbejde er først langt senere blevet bestridt.

Den nyere forskning har sandsynliggjort, at Kinder- und Hausmärchen er blevet indsamlet hovedsagelig blandt Kassels veluddannede borgerskab, familie og nære venner, for det meste unge mennesker, og specielt hos Wild- og Hassenpflug-familierne. Sidstnævnte familie var desuden af fransk huguenot-afstamning, og dens repertoire inspireret af Charles Perraults litterære eventyr.

Selv Dorothea Viehmann havde fransk som modersmål og var ikke nogen fattig bondekone, men tværtimod en velhavende kroejer. Derfor er det tvivlsomt, om Kinder- und Hausmärchen er repræsentativ for eventyrtraditionen i Tyskland i Grimm-brødrenes tid. Alene overvægten af trylleeventyr på bekostning af skæmteeventyr tyder på en meget ujævn udvælgelse. I øvrigt indeholder samlingen ikke kun eventyr i egentlig forstand, men også nogle sagn.

Kun gradvis blev Grimms eventyr til en folkelig succes, og da først med udgivelsen af den såkaldte lille udgave. Med denne slår både begrebet eventyr og en stilistisk standard for skriftlig genfortælling og udgivelse af folkeeventyr for alvor igennem, en standard, som hurtigt dannede skole; og et indtil da hovedsagelig voksent traditionsfortællestof blev bearbejdet til brug for opdragelsen og adspredelsen af borgerskabets børn.

Sammenligningen mellem Kinder- und Hausmärchens forskellige udgaver viser, at Grimm-brødrene har forsøgt at rekonstruere en ensartet eventyrstil, som blev på en gang stadig mere højtideligt stiliseret og mere udpenslet. Samtidig blev en del motiver ændret og gjort mindre barske og mere anstændige for at tilpasse dem til den nye målgruppe. Fx blev den oprindelige onde moder-figur gradvis erstattet af den onde stedmoder.

Grimms eventyr er blevet oversat til dansk flere gange, det tidligste udvalg (1816) af Adam Oehlenschläger. Den første komplette udgave, som kom allerede i 1821, oversat af J.F. Lindencrone efter Grimms 2. udgave, har nok påvirket Matthias Winthers Danske Folkeeventyr. Første Samling (1823).

Lindencrones udgave blev genoptrykt 11 gange før 1900. Samtlige Grimms eventyr er også oversat af J.F. Daugaard (1894), Carl Ewald (1905, rev. udgave af Jesper Ewald, 1941) og Villy Sørensen (1995). Der er desuden udgivet en del større udvalg og fra ca. 1850 en mængde mindre samlinger bearbejdet for børn.

• eventyr
• folkeminder
• folkemindevidenskab
• Jacob Grimm
• Wilhelm Grimm