plantesamfund

Danske kyster har på vind- og bølgeudsatte steder strækninger med sten eller sand, eventuelt med klitter, der har deres plantesamfund (se klit). Ved beskyttede kyster kan der udvikles saltpåvirkede, tidvis oversvømmede områder, hvor plantedækket især tidligere blev holdt lavt ved høslæt og græsning. Her findes strandeng eller marsk. Hvor høslæt og græsning er ophørt eller aldrig er forekommet, vokser plantedækket til strandsump eller strandrørssump.

Moseområder kan oprindelig have været træfrie med en flora bestemt af bundens næringsindhold. Således kan man opdele plantedækket i kalk- eller ekstremrigkær, overgangsrigkær med højt indhold af plantenæringsstoffer bortset fra calcium, overgangsfattigkær med lavt næringsindhold og ekstremfattigkær, som er næringsfattige og sure. Betegnelsen kær er her ensbetydende med mose. Dertil kommer højmoser, der alene næres af regn og nedfald af næringsstoffer. I de tre første mosetyper kan der vokse træer. I de to sidste typer kan træer ikke vokse eller i hvert fald ikke blive særlig store.

Når mange moser er åbne, skyldes det deres anvendelse til græsning og som høenge. Sådanne områder kaldes fersk eng. Her er de naturlige plantesamfund forstyrret eller forsvundet som følge af høslæt, græsning, gødskning og dræning. Når den landbrugsmæssige anvendelse af enge falder bort, ændrer de sig i retning af en mere oprindelig moseform, eventuelt med buske og træer. Se også mose.

Lysåbne områder på høj bund er i Danmark normalt fremkommet ved rydning af skov. På sandet bund i nedbørsrige egne, fx i Vestjylland, er næringsstofferne blevet udvasket. Her dominerer ofte halvbuske, og områderne betegnes hede. Hvor bunden er mere leret, sker der ingen udvaskning, og plantedækket består af græs og urter, måske også af buske og spredte træer. Slog man hø sådanne steder, talte man før om høje enge. Blev der græsset, kaldtes det overdrev eller fælled, begreber med også en kulturhistorisk betydning. Disse områder vokser til med skov, når brugen ophører.

Danmarks oprindelige plantedække var skov, som er plantesamfund af træer og buske. Af den naturlige skov findes kun små, kulturpåvirkede stykker tilbage. Nutidens skove er i øvrigt kulturbetingede og består ofte kun af en eller to slags træer. Bundfloraen er ændret fra det oprindelige ved indgreb som dræning, pløjning og afbrænding, men der kan være rester af den naturlige skovbundsflora.

Agerlandet rummer flere forskellige typer af udyrkede småbiotoper, fx levende hegn, mark, vandhuller, grøftekanter osv. I nogle tilfælde afspejler det områdets flora, som den var før i tiden, fx hede eller overdrev. En opdeling i egentlige plantesamfund har kun begrænset mening.

Klippeflora findes i Danmark kun på kridtklinter og Bornholms klipper. På klinterne er floraen præget af det høje kalkindhold. På Bornholm minder den tørre klippegrund mest om hede og ikke meget om det højfjeld, som man kan finde i vores nabolande mod nord.

Af de her opregnede hovedtyper af danske plantesamfund kan foretages en yderligere inddeling. Eksempelvis kan skov opdeles i underordnede samfund på grundlag af de træarter, der findes. Bøgeskov kan så igen opdeles efter bundens urteflora, som på sin side er bestemt af jordens tilstand og næringsindhold. Det samme gælder andre skovtyper som egeskov, birkeskov, elleskov og askeskov.