🏆 ยอดนิยม: fangernes dilemma - ประเด็นร้อน

Udtrykket ”fangernes dilemma” stammer fra spilteorien. Spilteori er en videnskabelig disciplin, hvor man analyserer, hvordan rationelle parter i forskellige spil vælger at handle, givet at de har bestemte handlemuligheder med bestemte resultater, der afhænger af alle parternes valg af handling.

Spillet i grundtræk

Fangernes dilemma er et meget simpelt spil, men et spil, der har fået meget stor opmærksomhed bredt i samfundsvidenskaberne.

Betegnelsen refererer til det eksempel, der oprindeligt blev anvendt som illustration: to fanger, A og B, sidder fængslet, begge mistænkt for et mord. Men anklageren mangler fældende bevis. Derfor tilbyder han strafrabat, hvis fangerne tilstår og vidner mod den anden.

Anklageren fortæller også, hvad fangerne kan forvente at opnå ved at vidne: Hvis kun A tilstår og vidner mod B, og hvis B nægter, fritages A helt for straf, mens B får den strengeste straf, ti års fængsel. Og omvendt.

Hvis begge tilstår, får begge en kun mindre strafrabat, og kan slippe med fem års fængsel. Hvis begge nægter, kan de ikke idømmes den hårde straf for mord, men får en straf for en mindre alvorlig lovovertrædelse (fx ulovlig våbenbesiddelse), to års fængsel.

Dilemmaet

Heine Andersen.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Dilemmaet er nu: hvad vil være det mest fordelagtige at vælge for A og B, givet at de kun tænker på deres egen nytte og begge vælger rationelt ud fra den viden, de har? Med andre ord: handler de som rationelle egoister? Det kan man gennemskue ved at se på figur 1, der viser udfald for de 2 x 2 = 4 mulige kombinationer af handlemuligheder, der foreligger i spillet. A’s resultat står til venstre, B’s til højre.

Skal fangerne som rationelle egoister nægte eller tilstå? Kalkulationen er simpel: A sammenligner tallene i venstre side af tabellens celler. I første kolonne får A to års fængsel for at nægte, nul år for at tilstå. At tilstå er altså bedst, hvis B skulle vælge at nægte. I anden kolonne: ti år for at nægte mod fem år for at tilstå. Også hvis B vælger at tilstå, er tilstå bedst for A. At tilstå er altså bedst for A, uanset hvad B gør. Og dermed det mest rationelle. Præcist det samme vil B for sit vedkommende nå frem til.

Spillets slutresultat

Resultatet, det mest rationelle, bliver derfor, at begge tilstår og således ender med at blive idømt fem års fængsel. Altså en hårdere straf end det de kunne være sluppet med, hvis de havde valgt at nægte. Resultatet er suboptimalt, som man kalder det. Begge kunne på samme tid have fået et bedre resultat.

Det kan virke paradokstalt, ikke mindst fordi både A og B på forhånd vil forudse, at det vil blive udfaldet. Den mest rationelle beslutningsmetode fører altså til et suboptimalt resultat. Vi er ellers vænnet til intuitivt at tænke, at det er bedst at vælge rationelt.

Kan det suboptimale resultat undgås?

Men kunne det ikke let have været undgået, hvis A og B havde haft mulighed for at kommunikere og aftale at stå fast på at nægte?

Hertil må man svare, at det forudsætter, at mennesker overholder aftaler i stedet for kun at tænke på egen nytte. Men at tænke på egen nytte er netop, hvad rationelle egoister definitionsmæssigt vil gøre. Så vil det rationelle være at bryde eventuelle aftaler, hvis det bedst kan betale sig. Det er en ikke ukendt handlemåde i verdenshistorien, såvel som i det daglige liv.

Erfaringer fra udbredelse i praksis af fangernes dilemma-spil har ført til omfattende teoretiske, empiriske og eksperimentelle studier for at afklare mekanismer og mulige veje til forebyggelse af de suboptimale udfald, der forringer velfærd og skader fælles bedste. Navnlig når der er tale om grænseoverskridende samarbejdsproblemer, hvor der mangler transnationale institutioner og effektiv retshåndhævelse, har det vist sig vanskeligt.

Frivillige aftaler eller tvang?

Enten må man forudsætte, at mennesker faktisk vil overholde aftaler. Eller man kan indføre en instans, fx en lovfæstet statslig instans, der kan sørge for, at det ikke kan betale sig at bryde aftaler. Eksemplet afslører således en grundlæggende moralfilosofisk og politisk-filosofisk problematik.

Rammer og kontekst er afgørende

Eksperimenter i laboratorier har også vist, at spillerne ofte vælger samarbejdsstrategien, uanset at de ikke har mulighed for at kommunikere og indgå aftaler. Der er tale om, at den rationelle egoisme viger til fordel for samarbejde baseret på indlevelse og basal tillid. Her forventer man og har tiltro til, at andre deltagere i spillet også vil indse, at det bedste for alle er at samarbejde. Forskningen har også vist, at rammer og kontekst er afgørende for, om man vælger samarbejde eller konkurrence.

Offentlige goder og free rider-problemet

Når fangens dilemma har været anvendt så bredt, er det fordi det beskriver situationer, der er kendt gennem historien og er uhyre almindelige på mange områder i politik, økonomi og dagligliv. Det drejer sig om situationer, hvor alle har fordele, hvis alle samarbejder. Men fordi den enkelte kan få del i fordelene uden at samarbejde og dermed måske spare omkostninger, risikerer man, at ingen samarbejder, så alle får det dårligere. Der opstår det man kalder free rider-problemet. Udbredes free rider-strategien, kommer alle ud for at få dårligere resultater, måske slet ingen, på grund af svigtende samarbejde.

Vi taler her om det, man kalder offentlige goder (eller kollektive goder). Det er goder, som, hvis de findes, kan benyttes af alle, eksempelvis gadebelysning, uanset om man har bidraget til deres frembringelse. Enhver kan vælge at unddrage sig skat og alligevel nyde godt af lys på gaden, hvis blot alle andre betaler. Hvis alle vælger free ride-tilgangen, bliver der ikke lys på gaden.

Våbenkapløb, miljøødelæggelse og overenskomster

Klassiske eksempler af store og alvorlige dimensioner er våbenkapløb og miljøødelæggelse. Samarbejde om begrænsninger af henholdsvis oprustning og miljøskader vil give fordele for alle. Men de enkelte aktører fristes til at bryde eller stå uden for aftaler i håb om, at andre holder aftalerne.

Et tredje grundigt udforsket felt er kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet, for eksempel om løntariffer. Kollektive overenskomster forudsætter organisationer, der kan indgå aftaler på medlemmernes vegne, og er mange nok til at arbejdsgiverne må respektere aftalen. Skal aftalen være effektiv, må tariffen gælde for alle, også ikke-medlemmer. Det frister til at free ride. Men hvis man kan opnå tariffen uden af være medlem, kan aftalesystemet blive undergravet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sociologisk teori

Heine Andersen

Professor emeritus, mag.scient.soc., Københavns Universitet

fangernes dilemma