Slesvig-Holstens historie

Den vestlige del af Holsten hørte i 1000-tallet under de saksiske hertuger, mens Østholsten, Wagrien, var slavisk. I 1130'erne indledtes under Adolf 2. erobringen og nykoloniseringen af Wagrien, der blev fortysket og indgik i et nyskabt grevskab. Samtidig blev den danske konges interesser repræsenteret af jarler med sæde i Slesvig.

Valdemar 2. Sejr besejrede i 1201 den holstenske greve Adolf 3., men mistede atter sine holstenske besiddelser efter nederlaget ved Bornhøved i 1227.

Ved Valdemar Sejrs død i 1241 sad sønnen Abel som hertug i Sønderjylland. Fra ham udsprang den sønderjyske hertugslægt, som i det følgende århundrede søgte at skabe en selvstændig stat. Dette kunne kun ske i en alliance med de holstenske grever og i opposition til de danske konger, og fra anden halvdel af 1200-tallet begyndte en stærk holstensk indflydelse i hertugdømmet, bl.a. overgik i 1260 hele den sydlige del af Sønderjylland til holstenerne.

Holstenerne blev ganske vist svækkede af delinger i flere fyrstelinjer, men med grev Gerhard 3. blev den holstenske dominans total. Han blev formynder for nevøen, den slesvigske hertug Valdemar (konge af Danmark som Valdemar 3.), og blev i 1326 forlenet med hertugdømmet.

Valdemar Atterdag formåede atter at trænge holstenerne tilbage i Slesvig, og under Margrete 1. og Erik af Pommern foregik der hårde kampe om hertugdømmet mellem danske og holstenske hære.

Det holstenske overherredømme blev anerkendt ved Freden i Vordingborg 1435, og i 1440 forlenede den danske konge, Christoffer af Bayern, grev Adolf 8. med hertugdømmet Slesvig. Herefter kan man med rimelighed tale om en slesvig-holstensk stat. Magten i denne stat blev udøvet af regenten i samarbejde med Det Slesvig-holstenske Ridderskab.

Efter Adolf 8.s død gennemførte Ridderskabet i 1460, at den nye slesvig-holstenske hersker blev den danske konge, Christian 1., som måtte love at sørge for freden i Slesvig og Holsten (se up ewig ungedeelt). I 1474 lykkedes det ham at få ophøjet Holsten til hertugdømme ligesom Slesvig.

Efter Christian 1.s død valgte adelen både kong Hans og broderen Frederik til landsfyrster. Det førte i 1490 til den første af flere delinger af Hertugdømmerne. Kongen fik den såkaldte segebergske del, hertugen den gottorpske.

Da hertug Frederik i 1523 blev konge af Danmark som Frederik 1., befandt Hertugdømmerne sig igen samlet under Danmark; en tilstand, der dog kun varede frem til 1544, hvor de deltes i tre dele mellem den danske kong Christian 3. og hans to brødre Adolf (1526-1586) og Hans den Ældre. Et fælles projekt for disse blev erobringen af Ditmarsken i 1559.

I 1564 gav kong Frederik 2. en tredjedel af sin arvedel til broderen Hans den Yngre, der dog aldrig blev anerkendt som fyrste (se den augustenborgske linje).

Fra 1581 fandtes der kun to fyrster eller "landsherrer" i Slesvig-Holsten, nemlig den danske konge og den gottorpske hertug (se den gottorpske slægt). Konge og hertug havde som fælles mål at opbygge en stærk stat og reducere stændernes, dvs. Ridderskabets, magt.

Gottorperne blev imidlertid uundgåeligt trukket ind i 1600-tallets stormagtspolitik, og ved deres alliancer med Sverige kom de i et stærkt modsætningsforhold til Danmark.

I 1658 opgav den slagne danske konge sin lenshøjhed over Slesvig og gav hertugerne fuld suverænitet. I 1675 var situationen imidlertid vendt, og kong Christian 5. inddrog den landflygtige hertugs besiddelser i Slesvig og fratog ham suveræniteten. Hertugen blev ganske vist genindsat i 1689, men kun via den snævre alliance med Sverige klarede man sig fremover.

Under Store Nordiske Krig var balanceakten ikke længere mulig. 1713 besatte danske tropper Gottorp Slot, Eckernförde og Kiel. Med det såkaldte okkupationspatent blev alle gottorpske besiddelser i Slesvig overtaget af den danske konge, et forhold, der anerkendtes ved Frederiksborgfreden 1720.

• Slesvig-Holstens historie siden 1721
• Dannevirke
• Slesvig-Holsten
• Sønderjylland

• Sønderjyllands historie efter 1200

• Gyldendal og Politikens Danmarkshistories artikel om Ridderskabet