Niklas Luhmann

I Luhmanns teori er ethvert system helt lukket om sin egen funktion, og fungerer ved hjælp af specifikke anonyme styringsmedier og koder, der binder handlinger sammen. Koderne er binære, det vil sige, at de kun kan antage to værdier. I det økonomiske system er mediet penge, og det er koden "betale/ikke betale", der styrer handlingerne. I det politiske system er mediet magt, og her afgør koden "regeringsmagt / opposition" beslutningerne – og så fremdeles.

Ideerne om funktionelt differentierede delsystemer har rødder tilbage til klassiske sociologer, Herbert Spencer, Emile Durkheim, Georg Simmel og Talcott Parsons. Til forskel fra Parsons opererer Luhmann imidlertid ikke med et hierarki mellem delsystemerne. Ingen af systemerne har en overordnet styrende eller koordinerende funktion. Alle delsystemer er sideordnede, og der er ikke noget centrum. De enkelte systemer er godt nok indbyrdes afhængige og er strukturelt koblede, men relationerne skal snarere ses i analogi med økosystemer. Her er der også relationer og gensidige afhængigheder mellem forskellige biologiske arter og den fysiske omverden, men uden at man kan tale om et overordnet styrende og koordinerende delsystem.

Luhmann opgav dermed også ideen om integration i moderne højkomplekse og dynamiske samfund, opfattet som etablering af fælles livsverden og forståelse af værdier, handlingsmål og normer. Ifølge Luhmann opnås integration ikke – således som ofte ellers beskrevet i idealer for oplyst demokrati – ved at myndige personer når til fælles forståelse i en offentlig samtale. Mennesker med krop, biologiske funktioner, bevidsthed, følelser osv. udgør ikke elementerne i systemerne i Luhmanns terminologi. De udgør en omverden for de forskellige systemer. Samfundet består ikke af mennesker, men af kommunikation, der mere eller mindre vellykket får systemerne og disses indbyrdes relationer til at fungere.

Denne bestemmelse af menneskers plads overfor hinanden og samfundet er blevet beskrevet som en form for teoretisk antihumanisme (ikke at forveksle med etisk antihumanisme). Den har givet anledning til kritik, og dannede siden begyndelsen af 1970'erne udgangspunkt for en langvarig strid mellem Luhmann og en anden fremtrædende tysk sociolog, Jürgen Habermas.