🔴 Hot News: Max Horkheimer - ประเด็นร้อน

Faktaboks

Max Horkheimer

Født: 14. februar 1895, Stuttgart
Død: 7. juli 1973, Nürnberg

Max Horkheimer.

Af Gyldendal.

Licens: Begrænset anvendelse

Max Horkheimer var en tysk filosof og samfundsteoretiker, der i begyndelsen af 1930’erne blev professor ved universitetet i Frankfurt am Main og direktør ved Institut für Sozialforschung (Institut for Socialforskning). Det var en tid med voldsomme politiske brydninger, dybe økonomisk kriser, konflikter, jødeforfølgelser og undertrykkelse af minoriteter.

Gennem disse urolige år udarbejdede Horkheimer sammen med kolleger et teoretisk og metodologisk grundlag for en samfundsforskning, der skulle være orienteret mod kritik af kapitalisme, udbytning, fremmedgørelse, autoritære og totalitære styreformer, instrumentalisering af menneskelige relationer og kommercialiseret kulturindustri. Han blev dermed en hovedkraft i grundlæggelsen af kritisk teori og Frankfurterskolen.

Biografi

Max Horkheimer blev født ind i en velhavende konservativ jødisk familie, og faderen forventede, at han ville følge i hans spor og videreføre familiens forretning. Han opnåede her en position som juniorleder og mødte desuden Rose Riekher, faderens personlige sekretær, som han blev gift med i 1926, selv om hun som ikke-jøde af familien ikke blev anset for at være et passende parti. De forblev sammen indtil Roses død i 1969.

I 1919 forlod han imidlertid forretningskarrieren til fordel for universitetsstudier, først i München, dernæst ved universitetet i Frankfurt, hvor han studerede psykologi og filosofi. Han afsluttede studierne med en afhandling om Immanuel Kants moralfilosofi.

Horkheimers videre livsforløb blev præget af flere brud, forårsaget af ydre omstændigheder.

Grundlæggelsen af Institut für Sozialforschung

De første år efter studiernes afslutning virkede Horkheimer som privatdocent i filosofi ved universitetet i Frankfurt am Main. Hans forskningsinteresser bevægede sig i retning af marxistiske strømninger, hvilket bragte ham i kontakt med en gruppe af marxistisk orienterede intellektuelle, bl.a. Felix Weil (1898-1975), Friedrich Pollock (1894-1970) og Carl Grünberg (1861-1940). Sammen stod de i 1923 for grundlæggelsen af Institut für Sozialforschung; det institut, som skulle danne rammen for det, der senere blev kaldt Frankfurterskolen.

Økonomisk var instituttet uafhængigt takket være en gavmild donation og arv fra Felix Weils far, den stenrige tysk-argentiske korngrosserer Herman Weil (1868-1927). Universitetsinstitutter var den gang noget ganske nyt, idet fag hidtil havde været organiseret omkring lærestole (professorer). Instituttet blev organisatorisk knyttet til universitetet i Frankfurt, og direktøren skulle være professor ved universitetet. Horkheimer blev professor i socialfilosofi i 1930 og institutdirektør i 1931. Et solidt og robust økonomisk og organisatorisk grundlag var dermed etableret for den udvikling af kritisk teori, som Horkheimer skulle lede.

Exil i Genève og USA

Det organisatoriske grundlag kunne imidlertid ikke hindre, at Frankfurt-instituttet efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 blev lukket, og bygningen beslaglagt af Gestapo på grund af, hvad de nye myndigheder kaldte "anti-statslige tendenser".

Dette havde man på instituttet dog allerede forudset og havde påbegyndt flytning, først til Genève og derfra i 1934 videre til New York, hvor man fik indgået en aftale med Columbia University.

Dette blev instituttets hjemsted i de efterfølgende 15 år, idet Horkheimer dog også opholdt sig nogle år i Los Angeles (1940-1944). I 1949 vendte han tilbage til et professorat ved universitetet i Frankfurt, og Institut für Sozialforschung blev genåbnet samme sted i 1951 under Horkheimers ledelse. Samme år blev han udnævnt til rektor for universitetet i Frankfurt, og ledelsesopgaver kom således til at fylde en stor del af hans tid de følgende år.

I 1959 blev han pensioneret og flyttede til Montagnola i Schweiz. Han fortsatte sine akademiske aktiviteter, dog på lavere kraft, bla. med gæsteforelæsninger ved amerikanske universiteter.

Uanset at mange opfattede kritisk teori som en inspirationskilde til studenteroprøret fra midten af 1960’erne, havde Horkheimer ikke forståelse for dets militante aktionsformer, som han lagde afstand til. Samfundspolitisk bevægede han sig mod højre, hvilket bl.a. viste sig i holdningen til Vietnamkrigen, hvor han støttede USA.

Teoretisk grundlag for kritisk teori

I løbet af 1930’erne udfoldede Horkheimer i flere essays de filosofiske og metodologiske principper, som skulle danne grundlag for kritisk teori.

I sin tiltrædelsesforelæsning fra 1931 ”Die gegenwärtige Lage der Sozialphilosophie und die Aufgaben eines Instituts für Sozialforschung” ('Socialfilosofiens nuværende situation og opgaverne for et Institut for socialforskning') brugte Horkheimer udtrykket materialisme som betegnelse for programmets ledetråd, og det var med inspiration fra Karl Marx’ historiske materialisme.

Kritisk teori skulle være orienteret mod at afskaffe menneskers materielle lidelse, nød og ufrihed som forudsætning for frigørelse.

Traditionel og kritisk teori

En vigtig forudsætning for at nå dette var, at teorien skulle kunne begribe samfundstotaliteten som helhed: økonomi, kultur, bevidsthed og psykologiske fænomener såvel som traditioner og den historiske kontekst. Denne helhedsforståelse kan enkeltvidenskabernes empiriske forskning ikke levere, mente Horkheimer. Det skulle være en opgave for samfundsfilosofisk refleksion.

I teksten Traditionel og kritisk teori fra 1936 kritiserede Horkheimer den empiriske forsknings overdrevne specialisering og opdeling i lukkede fagdiscipliner, som ikke kommunikerer indbyrdes. Kritisk teori skulle ifølge ham fastholde et helhedsperspektiv og afspejle sammenhængen mellem teori og praksis.

Empirisk forskning er nødvendig, men Horkheimer kritiserede skarpt tendensen til overdreven brug af kvantitative empiriske metoder og matematiske og formallogiske tænkemåder, som han mente var uegnede til at begribe totalitetens kvalitative og historisk foranderlige egenskaber.

Autoritære og totalitære tendenser

Med inspiration fra Marx havde Horkheimer, ligesom mange intellektuelle venstreorienterede på den tid, en forventning om, at arbejderklassen som den udbyttede og underprivilegerede klasse ville udgøre en progressiv kraft i kamp mod kapitalismen med dens irrationelle nød og undertrykkelse.

Disse forventninger blev dog skuffede op gennem 1930’erne, herunder på baggrund af egne studier ved instituttet. Værket Studien über Autorität und Familie ('Studier om autoritet og familie') fra 1936, redigeret af Horkheimer, samlede resultater fra instituttets arbejde fra årene frem til eksileringen, herunder om betydningen af opdragelse og familieformer i samfundets klasser for dannelse af forskellige personlighedstyper. I modstrid med forventningerne viste autoritære holdninger sig at vinde udbredelse også blandt arbejdere og lønmodtagere.

Dette problemspor blev fulgt op i en større undersøgelse om den autoritære personlighedstype og fordomme under opholdet i USA.

Oplysningens dialektik og instrumentel fornuft

Under sit ophold i Los Angeles i årene 1940-1944 udarbejdede Horkheimer sammen med Theodor Adorno det, der senere skulle blive hans mest kendte skrift, Oplysningens dialektik (1947, på tysk Dialektik der Aufklärung. Philosophische Fragmente).

Foruden et forord består Oplysningens Dialektik af seks selvstændige essays, som afdækker og illustrerer modsætninger i oplysningstænkningen. Oplysning har været opfattet som en historisk fremadskridende proces, hvor viden og fornuft gradvis opløser myter og overtro og dermed baner vej for stadig større frihed.

Horkheimer og Adorno vil vise, at troen på oplysning selv kan få mytologisk karakter og vende sig indad mod fornuften og dermed skabe ufrihed. Oplysning stræber mod at ”tage frygten fra mennesker” ved at ”indsætte dem som herrer”, skrev de. Viden skal kunne kontrollere verden og ophæve irrationelle traditioner og myters fortryllelse. Også menneskers relationer og indre liv bliver genstand for instrumentel kontrol. Oplysning slår dermed om i myte, mener Horkheimer og Adorno. Kulturindustrien, der gennem masseproduktion standardiserer og homogeniserer oplevelser, følelser og persontyper, er et eksempel.

Senere indflydelse

Med grundlæggelsen af Frankfurterskolen og kritisk teori opnåede Horkheimer betydelig og varig indflydelse i eftertiden op i det 21. århundrede sammen med figurer som Adorno, Walter Benjamin, Erich Fromm, Herbert Marcuse samt senere generationer med Jürgen Habermas og Axel Honneth som fremtrædende repræsentanter.

Max Horkheimer modtog gennem livet en række priser og andre æresbevisninger.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Sociologer

Heine Andersen

Professor emeritus, mag.scient.soc., Københavns Universitet

Max Horkheimer