Missionsbefalingen er i forbindelse med Det Nye Testamente i Bibelen den almindelige betegnelse for MatthÃĶusevangeliets afslutningsord (28,18-20), der dog undertiden ogsÃĨ kaldes dÃĨbsbefalingen. Her fÃĨr de elleve tiloversblevne apostle â Judas Iskariot er af gode grunde ikke med â befaling om at gÃĨ ud til alverden for nu ogsÃĨ at tillade ikke-jÃļder at blive disciple af Jesus. Hermed ophÃĶves den begrÃĶnsning til kun at virke blandt jÃļder, som ellers ifÃļlge MatthÃĶusevangeliet 10,5-6 og 15,24 gjaldt i tiden fÃļr Jesu dÃļd og troen pÃĨ ham som den opstandne.
At disse elleve til at begynde med skal have stÃĨet for forkyndelsen for de ikke-jÃļdiske folk, synes at vÃĶre ren fiktion. Der mÃĨ vÃĶre tale om en skjult polemik mod Paulus, som netop gjorde fordring pÃĨ at vÃĶre den, Gud havde kaldet til at forkynde evangeliet for ikke-jÃļder (se Galaterbrevet 1,15-16).
MatthÃĶusevangeliet 28,18-20 er det eneste sted i Det Nye Testamente, hvor der optrÃĶder den dÃĨb i bÃĨde Faderens og SÃļnnens og HelligÃĨndens navn, som siden blev den almindelige. Forud gik en dÃĨb til eller i Jesu navn. OgsÃĨ den omstÃĶndighed peger pÃĨ, at missionsbefalingen er blevet formuleret et stykke hen i den kristne menigheds historie.