ædelsten

Fra forhistorisk tid er ædelsten blevet anvendt i forbindelse med tilbedelse; desuden er de blevet anset for smukke og for at kunne give beskyttelse mod sygdom og andet ondt.

I Mesopotamien er der fundet smykker med perler af obsidian fra ca. 5000 f.Kr. og dyreformede stenamuletter fra ca. 3000 f.Kr. I Kina kendes fint polerede smykker af jade fra samme tid, og i egyptiske grave fra ca. 2500 f.Kr. er der fundet perler af lapis lazuli, koral og turkis og amuletter formet som skarabæer. Grækerne smykkede sig i hellenistisk tid med granater, rubiner og andre farvestrålende sten; etruskerne og romerne importerede dem fra Nær- og Fjernorienten. Danske jernalderfund fra 200-300 e.Kr. viser import af smykker med agat, karneol og calcedon, stensorter, der gennem tiderne er blevet brugt til gemmer og signeter (se segl). Romerne værdsatte diamanter, men viden om slibning af de hårde sten gik i glemmebogen ved Romerrigets fald, og i middelalderen brugte man de blødere, kulørte sten, slebet som cabochoner eller med ganske få facetter. Den kristne kirke foreskrev fingerringe med ædelsten til bisper; det drejede sig som oftest om safir (for visdom og mod forgiftning). Rubinen (et kærlighedssymbol, der mentes at give usårlighed og magt) blev foretrukket af herskere; almandin og granat kunne forveksles med rubin og gik under betegnelsen karfunkel.

Store mængder af ædelsten er anvendt til fremstilling af den katolske kirkes skatte fx til relikvie- og alterkors, til den ortodokse kirkes tiaraer og til verdslige fyrsters kroner og øvrige regalier.

Oldtidens litteratur om ædelsten kendes fra Plinius d.æ., der i 1.årh. e.Kr. i Naturalis historia citerer 40 forfattere. I Exodus, Bibelens 2.Mos., kap.28 nævnes det, at ypperstepræstens brystskjold skal udstyres med 12 ædelsten, hver med navnet på en af Israels 12 stammer; disse sten mentes at besidde en mirakuløs kraft. Beskrivelsen i Johannes' Åbenbaring, kap.21 af det himmelske Jerusalems 12 grundsten og 12 perleporte influerede på middelalderens anvendelse af ædelsten ikke blot i den kristne, men også i den jødiske og den muslimske verden. I 1600-tallet udforskede man ædelstens fysiske egenskaber, og nogle læger mente at kunne gavne syge ved at lade dem berøre ædelsten eller endog indtage præparater med knuste naturperler, koraller og bjergkrystaller. Også i nutidens alternative behandling anvendes krystaller.

Til Dyrekredsens himmeltegn er der gennem tiderne knyttet ædelsten, som har symbolsk betydning for nogle af dem, der er født under de pågældende tegn.

• smykkesten
• halvædelsten
• karat