Mistillidsvotum

Den afgående premierminister Mariano Rajoy (til højre) lykønsker den nye premierminister Pedro Sánchez (til venstre) efter at have tabt mistillidsafstemningen den 1. juni 2018.

Et mistillidsvotum eller en mistillidsdagsorden er en parlamentarisk beslutning, hvor en folkevalgt forsamling udtrykker mistillid til en regering, en minister eller en anden politisk ansvarlig magthaver, eksempelvis en borgmester. I parlamentariske regeringssystemer er mistillidsvotummet et centralt middel til at håndhæve det politiske ansvar, idet en regering eller minister, der ikke længere har parlamentets tillid, som udgangspunkt må træde tilbage.

Mistillid kan udtrykkes direkte gennem en motiveret dagsorden eller indirekte ved, at regeringen nedstemmes i et væsentligt spørgsmål, navnlig hvis den selv har gjort sagen til et kabinetsspørgsmål. Under parlamentarisk styre vil et mistillidsvotum fra parlamentet eller det folkevalgte hovedkammer normalt medføre regeringens afgang, mens mistillid fra et overhus som regel ikke har samme virkning.

I Danmark er mistillidsvotummet forankret i grundlovens § 15. Efter bestemmelsen kan ingen minister forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til vedkommende. Hvis mistilliden rettes mod statsministeren, medfører det hele regeringens afgang. En begæret afstemning om mistillid sættes af Folketingets formand til afstemning med det samme i forbindelse med en redegørelse fra statsministeren. For at en mistillidsdagsorden kan vedtages, skal mindst halvdelen af Folketingets medlemmer være til stede. Det er desuden afgørende, at selve formuleringen udtrykkeligt anvender ordet "mistillid". Anvendes andre formuleringer, er regeringen eller den pågældende minister ikke retligt forpligtet til at træde tilbage.

Historie og procedure

Mistillid kan udtrykkes direkte ved en motiveret dagsorden eller et udtrykkeligt mistillidsforslag. Den kan også komme indirekte til udtryk, hvis regeringen bliver overstemt i et spørgsmål, der ikke blot er af underordnet betydning, eller som regeringen selv udtrykkeligt har gjort til et kabinetsspørgsmål. Under parlamentarisk styre vil et mistillidsvotum, der vedtages af parlamentet, hvor dette består af ét kammer, eller af det ledende kammer i et tokammersystem, normalt medføre regeringens afgang. Det ledende kammer er typisk det folkevalgte eller det mest almindeligt folkevalgte kammer, såsom Underhuset, Deputeretkammeret eller Folketinget under Rigsdagen. Et mistillidsvotum fra et førstekammer, overhus, senat eller landsting har derimod som regel ikke samme virkning, selv om der findes undtagelser. I Frankrig tvang Senatet således gentagne gange regeringer til at gå af, blandt andet i 1896 og 1912.

I mange parlamentariske systemer har mistillidsvotummets retsvirkning historisk først og fremmest beroet på forfatningspraksis, navnlig efter forbillede fra det engelske parlamentariske styre. I nyere forfatninger blev virkningen i stigende grad udtrykkeligt fastsat. Den tyske rigsforfatning af 1919 bestemte i artikel 54, at regeringen måtte træde tilbage efter et mistillidsvotum, og flere andre nyere forfatninger optog tilsvarende regler, undertiden med nærmere bestemmelser om, hvordan mistillid kunne vedtages. Den preussiske forfatning af 30. november 1920 fastsatte eksempelvis i artikel 57, at Landdagen ved udtrykkelig beslutning kunne udtale mistillid til statsministeriet eller til en enkelt statsminister. En sådan beslutning var dog ikke tilladt, hvis der forelå et krav fra folket eller en begæring fra ministerpræsidenten om opløsning af Landdagen. Mindst 30 deputerede skulle stille forslaget, afstemningen måtte først finde sted dagen efter dets behandling, og mindst halvdelen af samtlige landdagsmedlemmer skulle stemme for det.

Danmark

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres.

Folketingsvalg efter et mistillidsvotum

Statsminister Knud Kristensen modtog i oktober 1947 et personligt mistillidsvotum af Folketinget. Derefter udskrev han folketingsvalget 28. oktober 1947. Ved valget gik Knud Kristensens parti (Venstre) kraftigt frem, men det viste sig, at Kristensen heller ikke kunne samle et flertal i det nye folketing. I november måtte han overlade statsministerposten til socialdemokraten Hans Hedtoft.

Parlamentarisme og mistillidsvotum

I oktober 1909 fremsatte Højre og Socialdemokraterne hver deres mistillidsvotum til Regeringen Holstein-Ledreborg. Folketinget forkastede begge forslagene. Derefter vedtog Folketinget et mistillidsvotum stillet af Folketingets Venstre (De Radikale). Konseilspræsident Ludvig Holstein-Ledreborg valgte at træde tilbage uden at udskrive folketingsvalg.

Holstein-Ledreborg rådede kong Frederik 8. til at henvende sig til det parti, hvis dagsorden havde sejret. Derefter opfordrede kongen den radikale leder Carl Theodor Zahle til at danne regering. Regeringen Zahle I blev altså dannet uden, at der havde været valg. Dette betragtes som knæsættelsen af parlamentarismen.